Og så lo hun

Helen er forelsket, og hendes krop er ude af kontrol. Den sveder. Den får hendes kinder til at blusse. Den bliver svimmel, og den vil ikke sove. Og så går den i stå – stivner – på ubelejlige tidspunkter. Hun har sin gravide datter boende, og hvordan skal hun forene den nye, altopslugende forelskelse med at være en nærværende mormor? At hun er kommet i overgangsalderen er rigeligt. Kontroltabene synes at stå i kø, men i det mindste lyver hun ikke mere – eller næsten ikke mere. ”I den tidlige morgens mørke kunne hun ane omridset af den grønne billedramme med Einstein-citatet inde i stuen. Ifølge Einstein var det muligt at slippe ud af begærets fængsel ved at udvide sin medfølelse og kærlighed til alt levende. Var det nøglen ud i det fri? At være sammen med Benny forekom hende at være en håbløs affære.” ”Og så lo hun” er en selvstændig fortsættelse af romanerne ”Helen lyver” og ”Helen drømmer”. Det er en fortælling om sorg, tilgivelse og kærlighedens ustyrlige og uudgrundelige væsen.